Vintage blomster kort

Jeg har lavet et kort til min kære mor for nogle uger siden, og inspirationen kom fra Vicky P. fra Grækenland, som er én af dem, jeg følger fast. Hun laver kort og mixed media (art journaling) og har en evne til at lave flotte og enkle kort, og hun er også glad for lidt 3d effekt. Hun har ofte inspireret mig, og denne gang brugte jeg hendes Vintage blomster kort som min inspiration. Jeg startede med at lave et kort, som ligger meget tæt op ad Vicki’s kort. Dette kort kom i postkassen hos min createfulness veninde, som også er vild med denne vintage/Tim Holtz stil. Sidst vi var sammen til en eftermiddag fyldt med createfulness, hygge og masser af veninde snak, viste hun mig nogle julekort, som hun har lavet netop i Tim Holtz stil. De er flotte og med flere lag, som præcist er min venindes stil.

Her ses billeder fra min process med at lave disse kort. Først skal der vælges karton/papir, tilbehør og pynt. Og så er det i gang med createfulness, som jeg jo elsker.

Som altid brugte jeg min Silhouette Cameo til at skære selve kortstykkerne og blomsterne. Som supplement denne gang brugte jeg også – takket være en tidlig f-dagsgave fra min createfulness veninde – min Big shot til at skære nogle blade og grene ud med. På bagsiden holder jeg udskæringerne fast med post-it tape i en bred rulle, så de er nemmere at farvelægge. Jeg brugte mine Distress sværter til dette.
Som det ses på billederne, så vendte jeg mit karton så jeg ikke brugte baggrunden med blomster men baggrunden med striber.

Efter farvelægning og formning med Flower sculpting tools, var jeg klar til at samle kortene. Ved begge kort foregik det selvfølgelig efter samme fremgangsmåde, jeg fik bare ikke taget billeder af denne process ved det første kort. På disse billeder kan du se, hvordan jeg ofte bruger mosgummi og dobbeltklæbende tape, når jeg skal lave 3D effekt på større stykker karton.

Her er så de færdige kort med et kik på detaljerne også. Jeg har prøvet at fange de flotte rhinstene, som jeg er helt vilde med. De er meget flottere i virkeligheden, det kan billederne desværre ikke vise. Men begge modtagere kan se det, og det er jo det vigtigste.

En hurtig opdatering på mit sidste indlæg:
Jeg fik en kommentar fra Dorthe med ønske om at blive modtager af kortsæt 4. Fordi jeg kunne, og fordi jeg faktisk havde to ark af det papir, som jeg brugte til kortsæt 3 (som Dorthe skrev som hendes alternative valg) brugte jeg lige lidt tid på at lave et kortsæt a la sæt 3, så jeg sendte Dorthe to sæt kort bare fordi…
Der kom også en kommentar fra Jette, som drømte om at få sæt 4. Men da Dorthe var først på banen, var dette ikke muligt. Derfor lagde Jette billet ind på sæt 3, og i mit kortlager fandt jeg tre kort, som var med blomster i vandfarver lidt i stil med sæt 4, så derfor fik Jette også to sæt kort med posten. Håber disse kort spreder glæde hos dem, som bliver modtagere af en hilsen fra Dorthe og Jette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.