Juni er en fødselsdagsmåned

En af mine veninder har fødselsdag i dag, så jeg har lavet et kort til hende.
Den næste fødselsdag kommer den 14., og jeg har allerede lavet et kort til denne fødselar. Så har jeg selv fødselsdag den 21. – er ved at lave indbydelser til bl.a. mine forældre – og endnu en veninde har fødselsdag den 26. – her har jeg delene klar og kortet skal “samles” – og den 29. har min søster og svoger fødselsdag. Masser af anledninger til at få lavet kort og prøvet nye teknikker.

Jeg har i den senere tid arbejdet meget med at udvide min stil, så jeg ikke altid ender med at lave enkle kort, derfor blev kortet til i dag lavet i 3D med en stor solsikke foran og med nogle udskårne hjørner på baggrunden. Baggrunden er en tekst, som jeg har printet på min laserprinter og derefter kørt igennem min Minc med guld folie. Teksten står ikke skarpt og jeg kan godt lide den effekt, som det giver med folien.
Jeg havde skåret blomsten og hjørnerne på forhånd på min Silhouette Cameo, men jeg startede på kortet en eftermiddag, hvor jeg havde besøg af min createfulness veninde H., så jeg fik god og meget brugbar input til farver på kortet. Derfor fik de hvide hjørner en gang Milled Lavender Distress sværte før de blev sat på baggrunden. De forsvandt nemlig næsten som hvide, men pludselig ses de med lidt farve, da farven også passer til blomsten. Blomsten skar jeg i et mønsterark fra Maja Design med små roser på lys baggrund. Mønstret tog ikke overhånd, og blomsten blev rigtig flot – synes jeg. Blomsten er i tre lag, og jeg gjorde dem lidt våde med min sprayflaske, og da vandet var trukket ind i kartonen begyndte jeg at forme bladene på blomsten, så de blev krøllet ind mod hinanden. Det inderste i blomsten (vel egentlig frøkapslen) skar jeg i en cremefarvet karton og gav den Distress sværte i Aged Mahogany. Bladene skar jeg i et mønstret grøn karton. Jeg skar også to margueritblomster med blade til lidt ekstra pynt på kortet.

Fødselsdagshilsenen stemplede jeg på vellum med VersaMark sværte og kom embossingpulver på i guld, som fik en tur med varmepistolen. Sommerfuglen var én jeg havde liggende. Den er skåret i hvid karton med en vellum baggrund (vellum’en er skåret i omridset af sommerfuglen, det giver en lethed i det bagerste lag.
Selvfølgelig skulle sommerfuglen og de små blomster pyntes med rhinstene, og så skulle der også en satinsløjfe og flere rhinstene på kortet, som den sidste pynt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.